Dansk Münsterländer Klub og Dansk Ruhårs Klub har indgået et samarbejde omkring ruhårklubbens JET test (Jagt Egentheds Tests).
Formålet med deltagelsen i samarbejdet er først og fremmest at tilbyde en jagttest til bredden af vores medlemmer. En test hvor der lægges vægt på den alsidige brugs- og jagthund før og efter skuddet. JET testene skal medvirke til at bedømme hundens jagtlige forståelse, samt evnen til at samarbejde med sin fører. Derfor er én af grundstenene, at discipliner udføres, så det ligner praktisk jagt mest muligt. Der er ikke tale om en konkurrence, men derimod udelukkende om bedømmelsen af den enkelte hund.
JET 1 testen er en bedømmelse af hundens grundlæggende niveau i uddannelsen som alsidig jagthund, hvor hundene bliver afprøvet i følgende discipliner: Jagtsøg, ro på post, slæb og apportering af vildt, fri ved fod med og uden line, skudfasthed og almindelig god opførsel. Der gives ikke point for for de enkelte discipliner og prøven enten beståes eller ikke beståes. Der er ikke nogen adgangskrav til testen eller krav til, hvor mange gange man ønsker at deltage.
Vores efterskuds- og markudvalg har været med til at gennemlæse reglerne, samt været med til at repræsentere DMK ved et møde sammen med ruhårsklubben. Udvalgene havde gjort sig nogle konstruktive tanker, og de er inkluderet i det tilpassede regelsæt. Det færdige regelsæt er under udarbejdelse og vil blive lagt på DMKs hjemmeside snarest.
JET 2 er under udarbejdelse og forventes klar til 2018. Jagtegnethedstest JET2 vil blive en bedømmelse af hundens næste niveau i uddannelsen som alsidig jagthund, og der lægges stor vægt på hundens samarbejde med føreren, samt samarbejdet mellem jagthundene. Hundene vil blive afprøvet i flere forskellige discipliner i løbet af dagen, og det vil være muligt at se, hvor gode hundene er til at omstille sig fra en arbejdsopgave til en anden.
Tag godt imod de nye test der udelukkende er et ekstra tilbud til de eksisterende tilbud.
På vegne af Dansk Münsterländer Klub, samt udvalg
Rune Riishøj