Deltagere:

Peter Katholm (PK)
Lars Thunberg (LT)
Benjamin Gunthel Hansen (BGH)
Michael Østergaard (MØ)
Rune Riishøj (RR)
Susanne Holst (SH)

Afbud:

Jens Brandt (JB)
Frederik Nebeling (FN)
Thomas E. Nielsen (TEN)

Valg af referent og ordstyrer.

BGH ordstyrer, SH referent.

Gennemgang af referat fra sidste møde

Der har ikke været afholdt møde i SJD siden sidste bestyrelsesmøde, og derfor har det ikke været muligt at diskutere ønsket om at kunne hente resultater automatisk fra Hundeweb med de øvrige specialklubber i SJD.

Mht ildsjæle er status følgende:

  • Der er fundet en ny redaktør til Münsterländeren, som i forbindelse med de kommende numre af bladet vil blive sat ind i opgaven af Sussie Mattsson
  • Drejebog til hvalpetræf – ildsjæl mangler stadig
  • Prøvemanual for markprøve, apporteringsprøve, schweissprøve – materiale er modtaget fra Carsten Trøjborg, PK kigger på det (se pkt. 3i)
  • Materiale til Museet for Stående Jagthunde – ildsjæl mangler stadig
  • Redaktør til Jagthunden – ildsjæl mangler stadig
  • Hjemmesiden og sociale medier – afklares efter generalforsamlingen.

Hvis du har lyst til at hjælpe klubben med en af de ledige opgaver, så læs mere her (link) og kontakt det angivne bestyrelsesmedlem.

Skilte bestilt til brug ved markprøverne er modtaget og opbevares indtil videre hos BGH.
Derudover har LT fremstillet et sæt flotte skilte, som blev indviet ved forårsmarkprøven.

Udstillingsudvalget har udarbejdet et oplæg til målekort, så en hund ikke behøver at blive målt på mere end tre udstillinger med tre forskellige dommere. Oplægget er godkendt og information vil blive lagt på hjemmesiden.

DMK

  1. Status på afvikling af forårsmarkprøven 2019
    Der var generelt tilfredshed med den afviklede prøve. Gode terræner og godt med fugle. Der er lavet aftale om afholdelse samme sted til næste år i weekenden den 28. og 29. marts 2020.
  2. Holdapportering 2019
    Information er lagt på hjemmesiden.
  3. Efterårsmarkprøven 2019
    Afholdes 21.-22. september. Invitation forberedes til hjemmesiden (PK)
  4. Generalforsamling 2019
    1. Regnskabet for 2018 viser et underskud på 44.000 kr. Det er lidt større end angivet i sidste mødereferat, hvilket skyldes en regning til Ulrik Westrup for EU undersøgelser. Denne er således medtaget som skyldig omkostning og derfor det dårligere resultat.
      79 medlemmer har endnu ikke betalt kontingent for 2019 (rykker er udsendt).
    2. 25- og 40-års jubilarer inviteres personligt til generalforsamlingen (MØ).
    3. Der skal vælges to nye bestyrelsesmedlemmer og en suppleant. Mulige kandidater blev diskuteret.
    4. Modtager af Münsterländerpokalen blev besluttet.
  5. Ansøgere som udstillingsdommere for KLM/GRM
    To udstillingsdommere har søgt om at dømme vores racer. Den ene indstilles, den anden gør ikke.
  6. Messer
    1. Roskilde Dyrskue, 31. maj-2. juni
      Vi er blevet spurgt af et medlem, om klubben vil deltage på dyrskuet. Det er en
      god ide, men kun hvis der er flere medlemmer, der vil hjælpe.
    2. Game Fair Brahetrolleborg, 2.-4. august
      Vi har tilmeldt os denne nye messe, som afholdes tæt på Faaborg. Tovholder er DMK Fyn
    3. Vi deltager også på JAFI messen (tovholder Tage Nielsen) og på Hjerl Hede (tovholder Peter Katholm)
    4. Den landsdækkende Hundens dag afholdes i år den 1. juni. DMK som klub deltager ikke, men vi opfordrer lokalområderne og opdrættere til at deltage. Se mere på http://www.dkkhundensdag.dk/
  7. Ny webmaster
    Der arbejdes fortsat på at få nye kræfter til hjemmesiden ifm at TEN stopper i bestyrelsen efter generalforsamlingen. Grosser Münsterländerdelen skal også fortsat opdateres.
  8. Dårligt medlemskab
    Vi har fået en henvendelse fra en hvalpekøber, som fik hund i starten af 2018. Han var frustreret over, at han ikke havde modtaget Münsterländeren og tilsyneladende ikke havde fået det gratis medlemskab, han var blevet lovet. Vi opfordrer alle vores opdrættere til at huske indberetning af navn og adresse på nye hvalpekøbere til kassereren. Hvis materiale er udleveret af hvalpesyner, har opdrætteren en forpligtelse til at indberette.
  9. Vi har fra Carsten Trøjborg modtaget en række prøveleder huskesedler med tips til, hvad man skal huske i forbindelse med at arrangere en prøve. PK kigger materialet igennem, inden det publiceres.
  10. Forslag fra medlemmerne
    Der var ikke modtaget nogen forslag til behandling.

Bestyrelsen

  1. Refleksion af udvalgsmødet
    Noter fra udvalgsmødet den 18/2 tilrettes til udvalgsmedlemmerne og til hjemmesiden (SH). Bestyrelsen følger op på de aftalte punkter med udvalgsmedlemmerne. Ansvarsbeskrivelser lægges ind under hvert  enkelt udvalg på hjemmesiden.
  2. Sponsoraftale(r)
    1. Gilpa
      Der er indgået aftale med Gilpa om 46 sække foder om året
    2. Dyreforsikring Danmark
      Vi har fået tilbud fra et nyt forsikringsselskab, Dyreforsikring Danmark. RR kontakter for at høre nærmere.
  3. Registeringstal 2018
    I Dansk Hunderegister blev der i 2018 registreret 448 KLM og 14 GRM. De tilsvarende tal hos DKK er hhv 209 og 10. Dvs at der avles flere KLM uden papirer, end med papirer. Det vides dog ikke, hvor mange af disse, der er ægte.
  4. Krænkelse af ophavsretten
    Klubben har modtaget en regning for at bruge et billede på hjemmesiden uden tilladelse. RR snakker med TEN om, hvordan vi kan sikre, at vi har billeder til rådighed, uden at vi uforvarende kommer til at krænke en ophavsret.
  5. Status på markinstruktøruddannelsen
    Krav for deltagelse udarbejdet af Jens Jørgen Nielsen blev gennemgået og tilrettet.
  6. Avlsvejledning – EU status
    Der er aftalt møde med DKK den 11/4 for at diskutere status på EU og de udfordringer, vi stadig har. RR og Kirsten Rübner deltager. Tyskland har indført som krav, at man kun kan få sin hund vurderet for EU, hvis man er medlem af den tyske klub.
  7. DMK Østjylland
    DMK Østjylland har fremsendt tilpasning til hjemmesiden. TEN tilpasser.

Samarbejdspartnere

  1. Referater fra SJD/FJD
    SJD’s nye hjemmeside er lanceret. www.sjid.dk