Vi beklager, at noterne fra mødet først er kommet på hjemmesiden nu. Det skyldes bl.a. tekniske udfordringer med hjemmesiden, som der fortsat arbejdes på.

Deltagere

  • Mona Storgaard, Esbjerg og omegn
  • Heidi Pedersen, Esbjerg og omegn
  • Lars Thunberg, Fyn
  • Per Fischer, Fyn
  • Henrik Søgaard Jørgensen, Herning
  • Ulrik Bach Pedersen, København
  • Richardt Møller, København
  • Pernille Legind, København
  • Thomas Elgaard Nielsen (TEN), København og DMK bestyrelse
  • Jens Brandt, Nordjylland
  • Lisbeth Andersen, Nordjylland
  • Lisbeth Tolborg, Nordjylland
  • Christian Nøhr, Roskilde-Hvalsø
  • Morten Vestergaard, Roskilde-Hvalsø og DMK bestyrelse
  • Peter Ringgaard, Thy-Mors
  • Finn Ringgaard, Thy-Mors
  • Nicole Lajgaard, Vejle og Horsens
  • Tage Nielsen, Viborg
  • Preben Jørgensen, Viborg
  • Bjørn Toudahl, Viborg
  • John Hilmer Hansen (JHH)
  • Rune Riishøj (RR), DMK bestyrelse
  • Michael Østergaard, DMK bestyrelse
  • Susanne Holst, DMK bestyrelse
  • Niels Peder Greve, Himmerland?
  • Claus (Aalborg), Himmerland?
  • Flemming Andersen, Vejle og Horsens?

RR bød velkommen og gennemgik baggrunden for mødet og det overordnede formål. Det har længe været et ønske at samle aktivisterne fra hele landet med fokus på erfaringsudveksling mellem områderne, uddannelse af aktivister og at skabe en tættere dialog på tværs af områderne.

TEN gennemgik derefter, hvordan aktivisterne selv kan oprette og redigere opslag på hjemmesiden, så indholdet på de lokale sider kan blive mere dynamisk. Vejledning er efter mødet sendt til aktivisterne.

JHH præsenterede oplæg til uddannelse, som indeholder både Grunduddannelse og Specialuddannelse af instruktører. På nuværende tidspunkt er Grunduddannelsen færdigudviklet.

Den består af et Lydighedsmodul og et Instruktørmodul. Det blev diskuteret, om og hvordan uddannelsesmodulerne skal implementeres, og der er flertal for at implementere begge. Det skal dog undersøges, om vi evt. kan samarbejde med andre klubber, bl.a. Ruhårsklubben, om et fælles udbud af uddannelse. Det blev besluttet, at udvikling af specialuddannelserne (schweiss, apportering, mark, fuldbrugsprøve) skal igangsættes snarest.

I forbindelse med diskussionen blev der efterlyst en oversigt over prøver, og hvad de enkelte prøver giver adgang til, og en online manual for afholdelse af prøver, inkl. brug af hundeweb. Der ligger allerede manualer på DJU’s hjemmeside, som man evt. kan tage udgangspunkt i.

JHH foreslog også, at der blev udviklet et kursus for nye hvalpekøbere for at forberede dem på, hvad det vil sige at have en jagthund.

Der er interesse for at afholde lokale hvalpetræf, gerne flere områder samlet. Der blev efterlyst en drejebog for et sådant arrangement og et forslag til en invitation. Der blev også snakket om en hvalpekoordinator/-kontaktperson. Bestyrelsen er allerede i gang med at udarbejde et forslag til en tekst, som nye hvalpekøbere skal underskrive, og som giver DMK lov til at kontakte dem mhp hvalpetræf, træning mv. Der skal samtidig bringes en erklæring i Münsterländeren, så også ’gamle’ münsterländerejere kan give deres samtykke til kontakt.

Eventuelle medlemsfordele på f.eks. forsikringer eller HD-fotograferinger skal aftales på landsplan.

Der var ikke den store interesse for at undersøge dette lokalt.

Der er interesse blandt aktivisterne for weekendkurser i forskellige discipliner. En skabelon skal laves af uddannelsesudvalget, og der skal etableres en instruktørliste med personer, der gerne vil bidrage, inkl. pris.

Qvindeweekend kan med fordel gå på skift og der opfordres til, at der er flere, der deltager i planlægning og afholdelse. Det blev også diskuteret, om der skal afholdes en tilsvarende ’bukkeweekend’ i 2018. JHH tager stafetten, af hensyn til antallet af deltagere skal det undersøges hvor mange der kunne være interesseret.

En oversigt over de forskellige aktivistområder blev diskuteret med forslag til ændringer af nogle af grænserne. Det blev også diskuteret, hvordan vi kan få flere til at blive aktivister. Hvis områderne fremover kontakter nye hvalpekøbere og inviterer dem til hvalpetræf og efterfølgende får dem til at træne i DMK, vil der også blive flere personer at rekruttere nye aktivister i blandt.

Nogle steder kan der også være brug for personer, der ikke er trænere, men måske snarere har en koordinerende rolle. Måske kan der udveksles trænere mellem områderne.

Til slut blev det aftalt, at Aktivistdagen skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.