Til orientering har DKK forlænget særordningen vedrørende opnåelse af titlen Dansk Juniorchampion (DKJUCH), så den er gældende til og med 30. april 2021:
Særordning vedrørende opnåelse af titlen Dansk Juniorchampion – opdateret den 16. oktober 2020
Mange hunde står i øjeblikket i en uheldig situation i forhold til opnåelse af titlen Dansk Juniorchampion (DKJUCH), fordi de kan risikere at være for gamle til at udstille i juniorklassen, når ”coronatiden” er overstået.
For at komme de hundeejere i møde, hvis hund mangler ét eller to juniorcertifikater (JCAC) for at opnå førnævnte titel, har DKK’s bestyrelse vedtaget en særordning om, at ét eller to juniorcertifikater kan erstattes af reserve-juniorcertifikater eller CK’er opnået i perioden 1. januar 2020-30. april 2021 for at få godkendt titlen DKJUCH.
De 3 tællende kvalifikationer skal stadig være opnået på 3 forskellige udstillinger hos 3 forskellige dommere.
Til gengæld må CK gerne være opnået i en anden klasse end juniorklasse, f.eks. mellemklasse eller åben klasse, hvis hunden er blevet for gammel til at stille i juniorklasse, når udstillingerne genoptages.
Titlen DKJUCH kan således nu opnås på følgende måder:
3 x JCAC
2 x JCAC + 1 x RJCAC
2 x JCAC + 1 x CK opnået i perioden 1. januar 2020-30. april 2021
1 x JCAC + 2 x RJCAC
1 x JCAC + 1 x RJCAC + 1 x CK opnået i perioden 1. januar 2020-30. april 2021
1 x JCAC + 2 x CK opnået i perioden 1. januar 2020-30. april 2021
Særordningen gælder foreløbigt perioden 1. januar 2020-30. april 2021.
Ordningen er gældende for alle hunde, som i løbet af perioden fra nedlukningen i marts 2020 til 30. april 2021 opfylder eller har opfyldt alderskravet for deltagelse i juniorklasse. (Det vil sige, at den naturligvis ikke gælder hunde, som var fyldt 18 måneder før nedlukningen den 11. marts 2020).
Særordningen fremgår på DKK’s hjemmeside under Junior- og Veteranchampion – nederst.
Med venlig hilsen/Best regards
DANSK KENNEL KLUB