Af John Hilmer Hansen

Torsdag og fredag den 11. og 12. oktober var jeg inviteret til Tyskland for at dømme KLMI’s (Kleiner Münsterländer International) første Internationale prøve i Tyskland. Det er altid spændende at komme ud og dømme andre steder. Jeg har selv deltaget på VGP (den tyske fuldbrugsprøve) 2 gange, så jeg var bekendt med deres prøvesystem.

I Tyskland har de en anden tilgang til prøverne end vi er vant til herhjemme. Kort fortalt har de et pointsystem på alle deres prøver, som vi kender det fra Fuldbrugsprøven herhjemme. På alle prøverne i Tyskland registrerer de hundenes karakter i deres avlssystem. Deres prøver er udelukkende sat op for at finde de bedste avlsdyr – ingen konkurrenceprøver.

Herhjemme vil jeg kalde de fleste af vores prøver for en sport. Laver man en bestemt fejl, f.eks. en prelning, er man ude på dagen. I Tyskland er det bare en dressurfejl, så man mister ”bare” nogle point og fortsætter.

I Tyskland er vi ofte 3 eller 4 dommere pr. hold, som består af 3-4 hunde. Det siger sig selv at det intet er overladt på et enkelt sæt øjne – der er 3 sæt, som alt andet lige må give en mere korrekt bedømmelse. Det kræves i nogle af disciplinerne, at vi som dommer står forskellige steder i terrænet for at bedømme hunden. På denne prøve var vi to danskere og en tysker i dommerteamet.

Lad mig beskrive en situation som virkelig skiller sig ud fra måden vi dømmer efter i Danmark. I Tyskland ”leder de altid efter det bedste” i hunden – alt skal bedømmes. Vi havde en hund, som på markarbejde ikke lavede noget som helst (i vores øjne). Den gik og travede for det meste i søget, det lignede faktisk en luftetur. Herhjemme havde den ikke fået meget prøvetid, måske 2 x 3 min. I dette tilfælde fik den omtalte hund flere chancer, for vi skulle have udfyldt karaktererne for en fugletagning. Jeg tænkte: ”den finder da aldrig en fugl i det tempo”. Men vupti, den tog stand og der var sørme også en fugl. Altså kunne denne hund, som var blevet udelukket i Danmark pludselig opnå point på fuglearbejdet og dermed opnå et evt. bestået, hvilket denne hund gjorde, dog med meget lave karakter i søg og fart. Den var nemlig en meget sikker efterskudshund.

Sådan er det hele tiden under bedømmelserne i de forskellige discipliner. Pointskemaet ”skal” udfyldes i alle felterne, så det arbejder man efter. Denne positive tilgang kan jeg godt lide – finde det bedste i hunden. Modsat i Danmark dømmer vi også schweissarbejde, suppleret med en schweissdommer der har lagt sporerne, som alle er overnatningsspor på ca. 600 skridt. Også her bedømmer man hunden og ikke føreren. Hvis en hund taber sporet, søger tilbage og finder sporet og føreren prøver at trække hunden af, skrider schweissdommeren ind med et ”lad den forsætte” altså giver man små signaler i nogle få tilfælde. Hvis hunde ”bare” går af, er der et tab. Men selvom hunden finder dyret UDEN tilbagekald, er det ikke sikkert man opnår et 4 tal. Hvis hunden ikke har gået sporet selv, mister man point. Her nytter en god fører ikke altid – det er og bliver hunden de bedømmer.

Var man i tvivl om en situation i en bedømmelse, skulle man se på det som en jagtsituation. Ville du på jagt med den, var det positivt – ville du ikke med den på jagt var det negativt tællende for hunden. Jeg personligt synes det er super tilgang til tingene.

Det var en super oplevelse, som jeg håber jeg får en chance til at dømme igen.