Deltagere:
Peter Katholm (PK)
Mona Storgaard (MS)
Sussie Mattsson (SM)
Christian Nøhr (CN)
Susanne Holst (SH)
Lars Thunberg (LT)
Benjamin Gunthel Hansen (BGH)
Rune Riishøj (RR)
Afbud:
Rasmus Thuesen (RT)
Gennemgang af referat fra sidste møde
Schweissreglerne er opdateret, der linkes til de opdaterede regler fra hjemmesiden (SH). Vejledningen til prøveledere skal herved også opdateres, dette arbejde sættes i gang (RR). MS har kontakt til en tegner med henblik på at få et udkast til diplomer, hvor begge racer er tegnet sammen.
DMK
Forårsmarkprøve 2021
Der er nu fundet et samlingssted til forårsmarkprøven. PK opretter prøven på hundeweb.
Udstilling i Gelsted
Vi vil gå langt for at kunne gennemføre udstillingen. Det kan blive nødvendigt med bedømmelse af én klasse af gangen afhængig af forsamlingsforbuddets størrelse til den tid. Efter bestyrelsesmødet er der truffet beslutning om at aflyse udstillingen på baggrund af de skærpede coronarestriktioner.
Bestyrelsen
Bestyrelsesgrundlag 2020-22
Diskussionen af bestyrelsesgrundlaget blev fortsat fra sidste møde. De sidste ting besluttes på det første møde i det nye år, hvorefter bestyrelsesgrundlaget offentliggøres.
Redaktør Jagthunden
Ellen Greve har trukket sig fra redaktørjobbet af personlige årsager. Bestyrelsen vil gerne takke Ellen for hendes store arbejde med Jagthunden. Vi laver et opslag på hjemmesiden, hvor vi efterlyser en ny redaktør.
Formandens besøg i områderne 2021
Deltagelse af RR ved eventuelle områdemøder i 2021 aflyses pga. coronasituationen. Der sendes en mail ud til områderne med de udfordringer, som bestyrelsen ser, og med et ønske om feedback på eventuelle mangler.
Henvendelse fra medlemmer
Vi har fået en henvendelse fra et medlem, der efterlyser en mere ligelig fordeling af udstillinger mellem Øst og Vest. DMK står normalt kun som arrangør af to årlige udstillinger: Landsudstillingen i Gelsted og den nye udstilling i Stenlille. I særlige tilfælde som f.eks. jubilæumsåret, kan der komme ekstraordinære udstillinger. Derudover deltager DMK på SJD’s udstilling i Vissenbjerg, og på udstillingen i Bredsten i samarbejde med Ruhårklubben og Korthårklubben.
Under normale omstændigheder afholder DKK seks årlige udstillinger fordelt med to på Sjælland, en på Bornholm og tre i Jylland. Der bør således være rigeligt med muligheder for at få vurderet, om hundens eksteriør er i henhold til racens standard, uanset hvor i landet, man bor.
Efter mødet har det pågældende medlem sendt en yderligere uddybning af sit forslag, som vil blive behandlet på mødet i januar.
Avlsvejledning
Dispensationsansøgning
Rune Riishøj har søgt om dispensation til en parring, der vil resultere i en indavlskoefficient på 3,47 på seks generationer, hvor klubbens grænse er 3,25. Avlsvejledningen har ingen indvendinger og har bedt bestyrelsen tage stilling. Dispensationen blev godkendt, RR deltog ikke i diskussionen af dette punkt. Det skal tilføjes, at der tidligere er givet lignende dispensationer.
Status på avlsregler
De reviderede avlsregler er sendt til DKK, hvor de afventer godkendelse.
Samarbejdspartnere
Status på KLM-I
Som det allerede er oplyst på hjemmesiden, er DMK og KLM-D/KLM-I blevet enige om indholdet i racestandarden for kleiner münsterländere mht. laut. Derved er der igen åbnet op for brug af tyske hanhunde i avlen.
SJD opdatering
Flemming Østergaard afløses af Annemette Laursen som redaktør for Jagthunden. Tusind tak til Flemming Østergaard for hans store virke og arbejde med Jagthunden igennem årene.
Evt.
Det overvejes, om teksten på de krystalklodser, der udleveres på generalforsamlingen og ved vinderklasseprøverne, skal være i farver. SH undersøger muligheder og priser.
Vi arbejder på at promovere årets flotte kleiner münsterländer resultater på forskellige medier (BGH).
Næste møde 5/1-21, online