I forlængelse af myndighedernes pressemøde i mandags den 7. december om covid-19-situationen i Danmark er der endnu en gang blevet skruet lidt på restriktionerne – de nuværende nationale retningslinjer er forlænget, andre restriktioner er pålagt 38 specifikke kommuner, hvor smitten efter myndighedernes vurdering er for høj. Læs her, hvad det betyder for hundesporten:
Hundesporten i hele Danmark bliver berørt af de COVID-19-restriktioner, der blev meldt ud af statsminister Mette Frederiksen på pressemødet den 7. december:
De landsdækkende restriktioner, der bl.a. går på, at max 10 voksne kan samles, forlænges til 28. februar.
Desuden kommer der yderligere restriktioner for 38 kommuner.
Ændringerne får stor betydning for hundesporten, der i forvejen har haft et vanskeligt år som følge af COVID-19. DKK bakker naturligvis stadig op om myndighedernes nye tiltag og håber, at de hurtigt får den ønskede effekt, så restriktionerne kan ophæves, og vi alle snart kan mødes til træning, prøver og udstillinger – også selv om det først bliver i det nye år.
– 0 –
DET BETYDER DE SENESTE ÆNDRINGER FOR HUNDESPORTEN
FORLÆNGELSE AF LANDSDÆKKENDE RESTRIKTIONER:
Gældende fra onsdag den 9. december og foreløbig til og med den 28. februar 2021.
- Forsamlingsforbuddet på max 10 personer forlænges.
- Børn og unge tog med 21 år er undtaget, dvs. grænsen for børn og unge er på 50 personer for idræts- og foreningsarrangementer uden overnatning. Dette gælder udelukkende i kommuner uden særlige restriktioner.
- Forlængelse af krav om mundbind/visir på offentlige områder forlænges desuden.
- Det anbefales fortsat, at rent sociale arrangementer aflyses.
SÆRLIGE RESTRIKTIONER I 38 KOMMUNER:
Gældende fra onsdag den 9. december til og med den 3. januar 2021.
- Al indendørs hundesport i disse kommuner skal aflyses.
- Udendørs hundesport kan fortsat gennemføres, når de øvrige retningslinjer følges.
- Forsamlingsforbuddet om max 10 personer gælder alle uanset alder.
- Myndighederne opfordrer til, at man tager restriktionerne fra sin hjemkommune med sig, hvis man krydser kommunegrænsen. Hvis man bor i en af de 38 (”røde”) kommuner, kan man således godt dyrke f.eks. udendørs hundesport i en anden af de 38 kommuner, men ikke i de øvrige kommuner, der ikke er pålagt særlige restriktioner.
- Barer, caféer og restauranter skal holde lukket, herunder også evt. cafeer mv. i klubhuse. Der må dog serveres takeaway.
Myndighederne omtaler disse restriktioner som ”Storby og Sjællands-pakken” og følgende 38 kommuner er omfattet:
Hele Region Hovedstaden (Bornholm undtaget).
En række kommuner i Region Sjælland: Greve, Solrød, Køge, Roskilde, Lejre, Slagelse, Faxe og Vordingborg Kommune.
Større danske byer: Aarhus, Odense.
GEOGRAFISK MOBILITET:
Det er tilladt at krydse kommunegrænser ind og ud af de 38 kommuner med særlige restriktioner. Men Sundhedsmyndighederne anbefaler kraftigt, at man tager restriktionerne fra sin hjemkommune med sig, hvis man krydser kommunegrænsen; Dvs. at hvis man bor i en af de 38 kommuner, kan man således godt dyrke f.eks. udendørs hundetræning i en anden kommune, men man bør ikke deltage i indendørs træning.
– 0 –
DKK´S COVID-19-RETNINGSLINJER ER OPDATERET
Nyeste, reviderede version – inklusive rettelser efter pressemødet i mandags – af Dansk Kennel Klubs Covid-19-retningslinjer for hundesport er vedhæftet denne mail som pdf, men direkte link til retningslinjerne findes også her:
https://www.dkk.dk/om-dkk/love-instrukser-og-blanketter/dkk-s-covid-19-retningslinjer-for-hundesport
Vi opdaterer løbende DKK´s informationssider om coronasmitte her:
https://www.dkk.dk/alle-emner/coronavirus
Vi er bl.a. pt. i gang med at opdatere vores ”Oftest stillede spørgsmål og svar om covid-19” – siden revideres løbende, efterhånden som vi får svar fra myndighederne på vores spørgsmål, så hold gerne løbende øje med siden her:
https://www.dkk.dk/alle-emner/coronavirus/oftest-stillede-spørgsmål-om-covid-19-retningslinjer
– 0 –
DKK´S ADMINISTRATION I SOLRØD
Da DKK´s hovedkontor er beliggende i Solrød kommune, der er en af de 38, der har fået pålagt særlige restriktioner, følger vi myndighederne anbefalinger og holder derfor kontoret lukket “udadtil” resten af året.
Corona-situationen (især i Hovedstadsområdet inkl. Solrød) er alvorlig, og DKK følger naturligvis myndighedernes henstillinger.
Det betyder, at alle medarbejdere, der har mulighed for det, arbejder hjemme frem til nytår, hvilket igen bevirker en markant reduktion i antallet af medarbejdere, der er fysisk til stede på arbejdspladsen. Derfor – og for at reducere smitterisikoen udefra – holder DKK´s reception fortsat lukket, og det er derfor ikke er muligt at møde personligt op i vores reception.
Der vil dog stadig være mulighed for at benytte vores udendørs postkasse til aflevering af breve samt enkelte medarbejdere vil være til stede for at signere for modtagelse af anbefalet post.
Desuden er det pr. 9. december desværre ikke muligt at leje lokaler i DKK´s administrationsbygning til f.eks. foredrag og lignende.
Dette gælder i første omgang frem til og med 3. januar 21.
– 0 –
DKK´S TRÆNINGSPLADS PÅ VILHELMSBORG
DKK´s træningsplads på Vilhelmsborg beliggende i Aarhus kommune er omfattet af de særlige restriktioner for storbyer og Sjælland.
Ifølge de nye skærpede lokale restriktioner må man i de 38 berørte områder, herunder altså Aarhus kommune, ikke afholde idræts og foreningsaktiviteter indendørs – men gerne udendørs, hvis gældende forsamlingsforbud på 10 personer samt regler for brug af mundbind overholdes.
Derfor afvikles der udelukkende udendørs træning på DKK´s træningsplads på Vilhelmsborg fra og med onsdag den 9. december. Dette vil gælde foreløbig til og med den 3. januar 2021.
– 0 –
ER DET NU VIRKELIG NØDVENDIGT?
Eller bør vi hellere blive hjemme – ikke nødvendigvis under dynen, for hundene skal jo ud – men så i hvert fald indenfor vores egen sociale boble?
Fra DKK´s side bakker vi naturligvis op om myndighedernes retningslinjer og tiltag i kampen mod de stigende smittetal. Det er vigtigt, at vi alle fortsætter med vores ansvarlige tilgang til træning, konkurrencer og ikke mindst social omgang, hvis vi fortsat skal kunne holde lidt liv i hundesporten.
De nye restriktioner rammer hundesporten hårdt, og vi ved, at det giver udfordringer i hverdagen og ekstra arbejde for alle vores frivillige ildsjæle, som hver eneste dag knokler for at gennemføre corona-tryg træning og afvikling af konkurrencer mm. Det håber vi, at I vil fortsætte med.
Pr. 7. december 2020 har myndighederne forlænget anbefalingen om at aflyse alle arrangementer, der primært har et socialt formål. Dette gælder f.eks. fester, julefrokoster, fællesspisning, klubaftener mv., og anbefalingen omfatter både sociale aktiviteter før og efter idrætsaktiviteter, ligesom det også gælder for selvstændige arrangementer. Anbefalingen er foreløbig gældende frem til den 28. februar 2021.
I DKK lægger vi os naturligvis tæt op ad sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og opfordrer til at hver enkelt i videst muligt omfang følger rådene om socialt samvær for at begrænse smittespredning mest muligt – og overveje, hvad, hvor og hvor meget man ønsker at deltage i, og hvorvidt den enkelte ønsker at leve op til for længst indgåede aftaler, så længe situationen er så usikker, som den er nu.
I forlængelse heraf anbefaler DKK at aflyse rent sociale arrangementer og deltagelse i arrangementer, man vurderer ikke er “nødvendige”.
Beslutter man sig for at annullere en aftale, kan det ske med henvisning til den eskalerende coronavirus-smitte, den personlige sikkerhed og frygt for eget og ens families helbred.
Skulle DKK i den anledning modtage klager over en dommer/frivillig/instruktør eller en arrangerende klub, vil det ikke fra DKK´s side have disciplinære konsekvenser.
– 0 –
VIL DU VIDE MERE?
Kulturministeriets ”Retningslinjer for genåbning af idræts- og foreningsliv udendørs og indendørs”, kan læses i fuld længde her:
https://kum.dk/aktuelt/covid-19/retningslinjer-for-genaabning
Læs om de forlængede nationale tiltag, pr. 7. december 2020, her:
https://sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Coronavirus/2020/December/Nye-%20og-forlaengede-COVID-19-tiltag.aspx
Læs om restriktionerne for de 38 kommuner, indført 7. december 2020, her:
https://kum.dk/aktuelt/covid-19/lokale-tiltag/storby-/sjaellandspakke
Spørgsmål og svar om idræt på coronasmitte.dk:
https://coronasmitte.dk/nationale-tiltag/idraets-og-fritidsfaciliteter
Spørgsmål og svar om tiltag på Kulturministeriets område (NB. Senest opdateret den 26.11.20 – stadig gældende pr. 9.12.20) her:
https://kum.dk/aktuelt/covid-19/kulturlivet-under-covid-19
Sidst men ikke mindst er det vigtigt at understrege, at det ikke er DKK, der beslutter, hvilke restriktioner, der gælder hvornår – vi formidler blot de udmeldinger og informationer, der kommer fra myndighederne i form af forordninger og bekendtgørelser.