Uformelt og hyggeligt

Hundens Dag er blevet en tradition. Mange har fundet ud af, at det er en god lejlighed til at mødes med racefæller og til at vise sin race frem for havens andre gæster. De fleste mødes ved raceparadens start og følges ad med deres racefæller gennem haven. Jo flere af samme race, jo flottere ser det ud.

Fra Ækvator til polerne

Efter raceparaden samles man en times tid foran scenen, hvor DKK’s adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen, er vært og præsenterer årets tema og de øvrige indslag på scenen.
Temaet er i år hunde fra Ækvator til polerne – altså med fokus på, under hvor forskellige himmelstrøg og livsvilkår vore racer har fundet deres form.

Udklædning og flotte præmier

Vi beder om specialklubbernes hjælp ved at stille med nogle bestemte racer til illustration af temaet.
Men alle kan være med, og nogle kommer på scenen. Det kræver dog, at man har klædt sig ud, så man tydeligt illustrerer, hvor i verden ens race stammer fra.
Der er flotte præmier til vinderne. Så det er nu ens kreativitet skal sættes i gang.

Repræsenter din race i raceparaden

Alle flinke hunde er velkomne til at gå med i paraden, og man kan bare møde op på dagen. Paraden begynder kl. 13 og varer ca. 20 minutter. Men vi vil gerne sikre os, at der er en officiel repræsentant for flest muligt forskellige racer. Denne repræsentant vil få udleveret et skilt med racens navn til at bære om halsen (af hensyn til publikum). Disse officielle repræsentanter modtager en gratis adgangsbillet til Tivoli

Eneste krav er, at din hund har en DKK-stamtavle, at den ikke er øre- og halekuperet (undtaget fra halekuperingsforbuddet er vizsla, weimeraner, breton, korthåret hønsehund og ruhåret hønsehund), samt at den kan gå i paraden med andre hunde af begge køn. Vi skal gøre opmærksom på, at hunde af racer, der fremgår af Hundelovens liste over forbudte racer, skal opfylde kravene iht. lovgivningen for at deltage i raceparaden.
Hvis du bliver den officielle racerepræsentant, vil du ca. en uge før arrangementet få tilsendt din billet. Den gratis adgangsbillet gælder for 1 person med hund.
Bemærk!! Der vil i år IKKE være præsentation af samtlige racer på scenen, men alene af de hunde, der deltager i årets temaopvisning. Disse hunde findes særskilt af specialklubben.

Kontakt webmaster, hvis du kunne tænke dig at repræsentere DMK til hundens dag i Tivoli!